Borgerforeningens arrangementer i 2024

Tirsdag, 16. april 2024 kl. 15.00 på Dansk Alderdomshjem

Traditionen tro markerede Borgerforeningen H.M. Dronning Margrethe II´s fødselsdag. Vi startede i haven, hvor formanden bød velkommen. Derefter var der kaffebord indenfor, hvor der blev udbragt et nifoldigt leve for Dronningen. Der var utroligt mange, der mødte op på Alderdomshjemmet – altså også mange af vores medlemmer – der var så fyldt, at nogle måtte sidde i tilstødende lokaler. Som altid blev der sunget, her skal lyde en stor tak til Aase Abild for at springe til ved klaveret og til Iver H. Ottosen for at sørge for lykønskningstelegram, samt til Tom Petersen, som også spontant fik holdt en lille tale om hans oplevelser med Dronning Margrethe. Nedenfor et par indtryk fra denne dejlige eftermiddag.

Onsdag, 6. marts 2024 kl. 19.00 i Restaurant Borgerforeningen

MandHatten-koret optrådte med programmet “Mellem Himmel og Hav”, et fællesarrangement med SSF Flensborg By og det var herligt at opleve ca. 60 gæster engageret i en god aften i Restaurant Borgerforeningens flotte Kongesal. Efter en god middag – tak til restauranten – havde vi fornøjelsen af at lytte til det jazzede, rytmiske og velklingende herreensemble, der optrådte med koncertfortællingen ’Mellem himmel og hav’. Herfra skal der lyde et stort tak for en dejlig aften.

Onsdag, 21. februar 2024 kl. 19.00 i Restaurant Borgerforeningen

Så havde vi igen fornøjelsen at indbyde til en hyggelig aften, hvor vi sammen skulle blive klogere på det danske sprog i det tyske, og det tyske sprog i det danske, og hvordan de to sprog har haft kulturel indvirkning på hinanden.  

Som det fremgår af billedet trak det fuldt hus. Efter en dejlig middag holdt sprogforsker Michael Nguyen fra Dansk Sprognævn et spændende foredrag. Herfra stor tak til ham og til alle fremmødte for en god aften.

Tirsdag, 2. januar 2024 kl. 19.00 i Restaurant Borgerforeningen

Godt 45 medlemmer var mødt op for at ønske hinanden godt nytår og tilbringe en hyggelig aften sammen. Efter en lækker middag – og her skal lyde et stort tak til Restaurant Borgerforeningen, der lod os holde nytårsmøde trods ferielukning – var der musikalsk underholdning med 18årige Lisa Stammer fra Slesvig. Lisa fremførte et udvalg af populære dansk- og engelsksprogede sange, herunder et selvkomponeret nummer, på smukkeste vis og med stor charme.

Traditionen tro, holdt generalkonsul Kim Andersen derefter tale. H.M. Dronningens meddelelse om at hun overlader tronen til kronprins Frederik den 14. januar fyldte naturligt nok meget i talen, og generalkonsulen tog os med bag kulisserne i forbindelse med Dronning Margrethes besøg i Sydslesvig i 2019. Han kom derefter ind på situationen i både Ukraine og Israel/Palæstina og drog sammenligninger med tiden under den Kolde Krig. Sidst, og ikke mindst, gik Kim Andersen ind på situationen i Sydslesvig og vi fik – ikke uventet – en løftet pegefinger og en formaning om at blive bedre til at samarbejde.
Fra Borgerforeningens side skal lyde en stor tak generalkonsul Kim Andersen, der fratræder sit embede i april for at nyde sit velfortjente otium.