Udpluk af Borgerforeningen Flensborgs arrangementer i 2017

GRØNLANGKÅLSSPISNING  29. novenber 2017

En af de faste traditioner i Borgerforeningen fandt sted d. 29. november 2017. Her var der grønlangkålsspisning, og talrige medlemmer havde fulgt invitationen. Efter en lækker middag i en festligt dækket Kongesal, talte generalkonsul Kim Andersen over emnet ‘Hvad skal Danmark i Sydslesvig?’ Generalkonsul Kim Andersen er kendt som en dygtig politiker med et nært forhold til Sydslesvig, og det var interessant at høre hans syn på den politiske situation og udvikling.

________________________________________

HOVEDGENERALFORSAMLING

30. oktober var der hovedgeneralforsamling i Borgerforeningen i Restaurant Borgerforeningen. Der indledtes vanen tro med spisning, menu: Sprængt oksebryst (Gyldenspjæt’s livret).
Hovedgeneralforsamlingen var – ligeledes vanen tro – hurtigt og smertefrit overstået. Derefter var der foredrag med historiker Klaus Tolstrup Petersen fra Den Slesvigske Samling, der fortalte om Gustav Johannsen – Flensborgs ukronede konge.

_______________________________________

LUTHER-AFTEN I BORGERFORENINGEN

Onsdag d. 27. september fik vi besøg af præst ved Helligåndskirken, Jacob Ørsted, som levende og morsomt fortalte os om 500-året for reformationen ud fra sin Luther-bog ‘Godbidder’. Det underholdende og humoristiske foredrag omhandlede Luthers liv, hans tanker bag reformationen, hans idéer om stat og kirke og hans … spisevaner. Mad var nemlig en vigtig del af reformatorens liv, og for at få et indblik i hvad den store reformator var motiveret af, serverede restauranten denne aften Luther-gryde; en opskrift som er rekonstrueret ud fra Luthers tekster om mad og arkæologisk viden om råvarer på Luthers tid.

________________________________________

UDFLUGT TIL ÅRHUS, KULTURBY 2017

Den 23. maj 2017 drog Borgerforeningen på en spændende og festlig udflugt til en af dette års to kulturhovedstæder, nemlig Århus.
Her besøgte vi Den Gamle By, købstadsmuseet som gentagne gange har vundet museums- og formidlingspriser for sine enestående udstillinger. Byen rummer både bindingsværkshuse fra 1600-1800-tallet og en nyere bydel med bygninger fra det 20. århundrede. I begge bydele er der arbejdende værksteder og butikker, og vi kunne se hvordan adel og almue levede og arbejdede i forgangne tider. I den nye del af byen kan man bl.a. besøge det legendariske århusianske jazz-værtshus ’Bent J’, og man kan se hvordan en familie boede i 1970’erne.
I Den Gamle By var der også mulighed for at se særudstillingen ’Smykkeskrinet’ hvor der udstilles kunsthåndværk og smykker af bl.a. Georg Jensen, Thorvald Bindesbøll og Nanna Ditzel.
Vi spiste middagsmad i Traktørstedet ’Simonsens Have’. Efter besøget i Den Gamle By var der mulighed for at besøge Dokk1, det nye bibliotek på havnen i Århus. Vi så den smukke bygning og nød udsigten over havnen og den nye havnefront, nogle fik en kop kaffe i restauranten, nogle nåede også en tur langs den åbnede å på Åboulevarden. En helt igennem skøn dag!


Interesseret i medlemskab eller aktuelle arrangementer i Borgerforeningen Flensborg? Klik HER