Møder og arrangementer afholdt i 2021

Nedenfor finder du beretninger og billeder fra de arrangementer, Borgerforeningen Flensborg har afholdt i 2021.

Se kommende arrangementer i 2021 her

TIRSDAG, 16. NOVEMBER 2021 kl. 19.00 i Restaurant Borgerforeningen:

Grønlangkålsspisning – gæstetaler Søren Ryge

Kongesalen var særdeles godt besat, for der var grønlangkålsspisning på programmet samt en særdeles populær gæstetaler, nemlig Søren Ryge. Efter velkomst ved formand Aase Abild samt fællessang, kom der lækker grønlangkål på bordet med alt hvad dertil hører.

Efter en kort pause gik Søren Ryge, der jo stammer fra Sydslesvig og er kendt for sine populære have- og natur-TV-programmer, i gang med at fortælle. Hovedvægten lå på hans barn- og ungdom i Agtrup, hvor hans far var lærer og skoleleder. Søren voksede op på skolen og havde både danske og tyske kammerater, i tiden efter krigen, hvor modsætningerne og gnidningerne mellem dansk og tysk var meget mere udprægede end i dag, ikke at dette havde indflydelse på hans forhold til vennerne. Han fortsatte med at læse op fra sin erindringsbog og fortalte om sit møde med Gudrun og Valborg.

Da aftenen sluttede var der kæmpe bifald fra publikum som tak for en herlig aften med både rørende og morsomme historier fra en fantastisk fortæller. For at citere formanden: “Det var værd at vente et helt år på!”.

no images were found

TORSDAG, 28. OKTOBER 2021 kl. 19.00 i Restaurant Borgerforeningen:

Hovedgeneralforsamling – gæstetaler bankdirektør Tomas Michael Jensen, Union-Bank 

Det var en glad formand der bød velkommen til Borgerforeningens hovedgeneralforsamling. Vi var ialt 51, men kun 40 tilmeldte, så dette stillede Restaurant Borgerforeningen overfor at skaffe ekstra bordplads samt kuverter – en opgave restauranten mestrede suverænt. Stor tak til Torsten og Sabrina samt personale herfra.

Efter velkomst, sang og middag gik vi over til aftenens første programpunkt, generalforsamlingen. Christian Jürgensen fungerede som suveræn mødeleder. Formanden aflagde sin beretning og kom ind på de mange kommende arrangementer til vinter, forår og sommer. Derefter fremlagde kasserer Gaby Böttinger et flot regnskab. Ovenpå den lange periode med corona-betingede aflysninger har foreningen mange penge, til gengæld bliver der også et omfangsrigt program til vinter og forår.

Sekretær Iver Ottosen gennemgik medlemstallet og kunne med stolthed meddele, at der ingen udmeldinger havde været i coronatiden og at medlemstallet var stabilt med 195 medlemmer.
Der var ligeledes valg til bestyrelsen, hvilket var genvalg over hele linjen. Een undtagelse var Birthe Lønborg, der efter 20 år valgte at træde ud af bestyrelsen. Hun blev til gengæld glad og overrasket over at blive udnævnt som det blot femte æresmedlem af Borgerforeningen, som tak for hendes store arbejdsindsats gennem 20 år, heriblandt flere gange som kasserer.

Derefter var det tid til foredrag ved Union-Banks nye bankdirektør, Tomas Michael Jensen. Han startede med at præsentere sin baggrund som bankmand, for så at komme ind på direktionens visioner for fremtiden indenfor bankverdenen. Ligeledes kom han ind på de mange forskelle han oplever mellem Danmark og Tyskland, især indenfor bankvæsen og IT/internet. Som eksempel kan nævnes, at der nu så godt som kun betales med kort i Danmark og at man regner med at kontanter stort set vil forsvinde i 2025. Under foredraget kom der mange spørgsmål og kommentarer fra forsamlingen. Tusind tak til en veloplagt foredragsholder for et godt og interessant foredrag, der gav stof til eftertanke om fremtidens (bank)verden.

Birthe Lønborg blev udnævnt som femte æresmedlem i Borgerforeningen

no images were found

Tirsdag, 14. september 2021 kl. 19.00 i Restaurant Borgerforeningen:

Foredrag ved Simon Faber, fhv. overborgmester i Flensborg og nuværende leder af Genforeningssekretariatet om markeringen af 100-året for Genforeningen

Det var en meget glad formand der bød velkommen til dette første arrangement efter de mange, mange aflysninger pga corona. Og der var fuldt hus, 32 deltagere, hvilket var det maksimalt tilladte, og fantastisk stemning fra starten. Vi indledte med en sang, med ny akkompagnetør, nemlig selveste Simon Faber, der beviste sin store musikalske kunnen og alsidighed.

Derefter var der spisning og efter en kort pause, holdt en veloplagt Simon Faber et spændende foredrag om Præsidiet for Genforeningens arbejde med markeringen af 100-året for Genforeningen. Der var planlagt 1.100 arrangementer over hele landet fra januar til juli 2020, men Covid-pandemien i marts satte omkring 800 arrangementer på pause. Mange arrangementer blev skubbet og i alt blev omkring 800 gennemført, omend mange først i 2021. Set i bakspejlet, fik markeringen af 100-året mere opmærksomhed, idet den blev strakt over en længere periode, og Simon Faber glædede sig især over, at kendskabet til folkeafstemningerne og Genforeningen er steget markant i den danske befolkning.

Mange tak til Simon Faber for et interessant foredrag og tak til alle der deltog. Fra næste møde vil der ikke længere være begrænsning for antallet af deltagere, så husk at I også er velkommen til at medbringe gæster.

Aftenen sluttede, som vanligt, med afsluttende ord fra formand Aase Abild samt en sang, igen akkompagneret af Simon Faber.